At male

... en af mange grunde til at male

Jeg maler, når jeg er stresset, føler mig fanget af livet, når min livsglæde og handlekraft på en eller anden måde er stækket. Når jeg forsvinder ind i maleriet, kan jeg give slip på de begrænsninger, krav og forventninger, der som en løftet pegefinger, hele tiden korrekser og korrigerer.

 

Jeg slipper for en stund det mørke, der har en tendens til at trække mig ned og væk. Håbløsheden, der bare sniger sig ind på mig, uden mit bevidste sind når at opdage det og kan tage til genmæle. Mine ord forsvinder, og jeg har intet sprog, jeg kan forklare mig med. Jeg er fanget i frygtens univers og kan end ikke beskrive, hvad der skræmmer mig - det er udefinerbart. Jeg hiver efter vejret og lader tårerne flyde, da jeg ikke mere er i stand til at stoppe dem. De flyder og flyder, og jeg tænker af og til, om de nogensinde stopper. Det er dog kun en tanke, der ligger bag det hele og forhindrer på ingen måde tårernes frie flow.

 

Når min kære mand har købt mig et lærred, kigger jeg på det og tænker i første omgang, det har intet med mig at gøre. Jeg er her ikke, jeg er væk. Han stiller det hen på staffeliet og går ud og laver kaffe. Han pusler og skaber sin egen form for hygge, og lader mig være mig. Det er stort, og jeg kender ingen, der som han kan få mig til at føle mig elsket ubetinget, uden jeg behøver at forestille mig, eller at være en anden end den jeg er lige nu og om lidt.

 

På en eller anden måde ved han, at det at male gør mig glad. Det gør mig fri. Der er ingen bånd og intet, der skal forklares. Jeg kan bare lade farverne og lærredet leve deres eget liv. Der er intet at tage stilling til, ingen krav og ingen dom. Hvis noget ikke virker for mig, kan jeg bare male det over og male noget andet. Intet er for sent og alt er muligt. Der findes ingen fejl, og alt er præcis, som det skal være. Ikke perfekt i forhold til de gængse standarder, men perfekt i forhold til den følelse af glæde og fred, der opstår i mig, både mens jeg maler, og når jeg kigger på det færdige resultat. Maleriet har tjent sit formål og bliver et anker på en lykkelig tilstand.

 

Derfor griber jeg penslen igen og igen, og lader maleriet være min terapeut, indtil jeg er færdig med den proces, jeg helst ikke vil vide af, og som alligevel tvinger sig på og tager mit vid og min tid.

 

Jeg nipper til den kaffe, der pludselig står ved min side. Min krop sætter igang, og inden jeg ved af det, står jeg ved det blanke lærred og lader farverne fylde det tomme rum.